MAKERSPACE - ET KREATIVT GYM FOR HJERNEN
Hvis du kan forestille dig noget, kan du også skabe det. Det er den enkle filosofi bag den internationale maker-kultur. På flere og flere skoler etablerer man nu nye værksteder, de såkaldte makerspaces.
En ”maker” er en opfindsom gør-det-selv-person. Navnet stammer fra The Maker Movement, en global subkultur, der hurtigt har spredt sig fra USA. Her forenes moderne teknologi med traditionelt håndværk.
Fænomenet har sin oprindelse i hacker-bevægelsen, hvor det er vigtigt at dele viden og arbejde med åbne kildekoder.
Den kreative samarbejdskultur findes også i maker-bevægelsen. Grundtanken er, at alle både er lærere og elever.
I et makerspace-værksted kan alle lære noget af hinanden. De deler CAD-tegninger, programmeringer, prototyper og løsninger med hinanden. Forskellige generationer og kompetencer inden for vidt forskellige områder mødes i ønsket om at udforske og skabe noget nyt.